Opskrift på sprød og cremet sellerisalat med stegt og rå knoldselleri. Perfekt som tilbehør til kødretter eller som stjernen til en vegetarisk frokost.

Skal der være flere vegetariske og grønne retter i din hverdag? Så prøv denne sprøde og cremede sellerisalat med stegt og rå knoldselleri. Salaten med knoldselleri er perfekt som tilbehør til kødretter eller som stjernen til en vegetarisk frokost. 

Sellerisalaten er smagt til med friskhakket persille og kørvel, men har du andre friske krydderurter, såsom estragon løvstikke eller basilikum, så kan de også bruges. 

 

Opskrift på sellerisalat med knoldselleri til 4 personer

  • ½ knoldselleri, skrællet
  • 3 spsk. creme fraiche 38%
  • 3 spsk. mayonnaise
  • 1 spsk. citronsaft
  • 2 spsk. olivenolie
  • 20 g. smør
  • 1 lille håndfuld hakket persille
  • 1 lille håndfuld hakket kørvel
  • salt og peber

Sådan laver du en cremet sellerisalat med knoldselleri

Skær halvdelen af den skrællede knoldselleri i tern på ca. 2×2 cm. Steg ternene i olivenolie og smør indtil de gyldne. Riv resten af knoldsellerien på den grove side af rivejernet. Bland de stegte tern og revet knoldselleri sammen i en skål og sæt det på køl i ca. 30 min. 

Når knoldsellerien er kølet af blander du mayonnaise og creme fraiche i, og smager salaten til med salt, peber og citronsaft. 

Bland til sidst hakket persille og kørvel i salaten. Server på et pænt fad og pynt med lidt ekstra hakket persille og kørvel.